Else Guldager

Om mit arbejdsliv:

Jeg har altid arbejdet med børn. Og på mangfoldige måder. Jeg går op i, at det jeg laver skal være til gavn for noget eller til nytte for nogle.

Jeg er oprindelig uddannet sygeplejerske, hvor jeg blandt andet arbejdede med psykisk syge børn. Jeg tog derefter fat på at videreuddanne mig til psykolog, men jeg gjorde ikke studiet færdigt. For undervejs blev jeg engageret i et meget spændende tre-årigt projekt om barselspleje. Her fandt jeg ud af, at jeg hellere ville sigte mod at blive sundhedsplejerske.

Jeg blev sundhedsplejerske og arbejdede i en årrække på Vesterbro i København. Men da jeg en dag brækkede benet, så jeg ikke kunne arbejde i tre måneder, kom jeg til at spekulere. For da jeg kom tilbage på mit arbejde, kunne jeg se, at amninger var gået i stykker, familier havde fået det svært, ja, meget var i det hele taget gået dårligt. For ingen havde passet mit distrikt, mens jeg havde været væk. Jeg kom til at tænke over, om det måske betyder mere, end man lige tror, at der er en sundhedsplejerske til rådighed for småbørnsfamilier.

Det mundende ud i et stort studie, hvor jeg undersøgte, hvad det betyder, at der kommer en sundhedsplejerske i en familie. Det skete i tilknytning til Institut for Social Medicin på København Universitet. I dag Institut for Folkesundhed. Det blev til et ph.d.-studium, og jeg endte med at blive ph.d. i sundhedsvidenskab.

Derefter blev jeg ansat i en seniorforskerstilling på et lille forskningscenter, Center for Sundhed og Forebyggelse, på Rigshospitalet. Her arbejdede jeg blandt andet med selvhjælpsgrupper for kritisk syge eller forældre, der havde mistet børn.

Så blev jeg engageret af Københavns Kommune til endnu et projekt om barselpleje, og da det var afsluttet blev jeg kontorchef for sundhedsordningerne i Københavns Kommune. Her havde jeg også at gøre med udsatte børn og unge, samt handikappede børn.

Derefter blev jeg leder af sundhedsplejen i Lyngby-Taarbæk kommune. Her arbejdede vi blandt andet med efterfødselsreaktioner, projekter med hyppigere vask af hænder i daginstitutioner og dagplejen for at forbedre hygiejnen og indsatser overfor flygtningebørn.

Sideløbende har jeg skrevet talrige publikationer for myndigheder, skrevet artikler og besvaret brevkassespørgsmål i magasinet Forældre & Børn og på hjemmesiden oekobarn.dk samt deltaget i den offentlige debat med blandt andet kronikker i dagspressen.

Siden 2004 har jeg været selvstændig konsulent på fuld tid. I den tid har jeg blandt andet skrevet håndbogen: År 1 – når I har fået barn.

Om mit familieliv:

Jeg har været igennem en skilsmisse, mens mine to børn boede hjemme. I dag er de voksne. Mit syn på skilsmisse er, at det er et valg mellem to onder: At skulle blive i et kæresteforhold der ikke kører eller at skulle bryde familien op. Det er svært. Jeg har brugt mange kræfter på at finde ud af, hvordan både voksne og børn kan føle sig tilpas efter et brud. Både i den første tid, hvor de voksne er sårede og i krise. Men også på lang sigt. Jeg har arbejdet meget med, hvordan en moderne familie, hvor jeg er blevet gift igen, og hvor min eksmand har fundet en ny partner, kan fungere dynamisk. For det skal fungere godt i dagligdagen for alle. For det er kærligheden og tilknytningen til ens børn og måske nye partner, som er fundamentet under tilværelsen.

Helt kort om:

Det bedste ved at blive forælder er...
Den kontakt man som far eller mor går ind i til sit barn. Som folder sig ud for én, og som folder én selv ud. For at følge med i et barns udvikling er det mest fantastiske, man kan komme til. Der sker hele tiden noget nyt med ens barn, som man stillet overfor. Og hvert barn er så forskelligt med temperament og præferencer.

Den største overraskelse som forælder er...
At man mærker historiens vingesus. At man føjer nye generationer til og dermed bliver et led i en lang kæde.

Den sværeste udfordring som forælder er...
At finde balancen mellem begrundet bekymring og ubegrundet bekymring. Altså at finde ud at være der, men samtidig finde ud give slip. Og udfordringen skifter igennem de forskellige faser af barnets opvækst. Mens det er helt lille, kan det handle om, hvorvidt badevandet er for varmt eller for koldt. Når det bliver lidt ældre, kan det være første gang, det går alene i skole, og man sidder hjemme og tænker uh. Eller når det som voksent vil rejse langt væk.

Det jeg holder mest af ved familielivet er...
Den tryghed der er i at kende hinanden godt. Og den inspiration og udfordring der ligger i at kende hinanden godt. For det er jo i familien, at man får de største sandheder at vide. Og så det at lave noget sammen – mad, udflugter og fælles oplevelser.

Det jeg holder mest af i min hverdag er...
Alle de små ting. Samværet med mine børn, min mand og mine venner. Eller bare det at nyde en god kop kaffe. Eller se på en smuk udsigt ud af vinduet. Jeg kan godt lide Dan Turell’s digt: ”Jeg holder af hverdagen”. For det gør jeg.

Det jeg holder mest af ved mit fag er...
At det har med børns liv og udvikling at gøre. Det er så livsbekræftende og ansvarsfuldt at være sundhedsplejerske.

Det vigtigste for en god barndom er...
At være elsket. Og at blive udfordret. Det er nemlig vigtigt både at være elsket og i nær kontakt med sine forældre, og at blive udfordret. For børn udvikler sig gennem udfordringer. Også selv om det nogle gange frustrerer dem at blive udfordret. Når det fx er svært at binde snørebåndet. Men det er vigtigt at lære at kunne selv.

Det vigtigste for et godt forældreskab er...
Den kærlighed der skal bære igennem i de perioder, hvor det er svært. For alle forældreskaber bliver udfordret. Ligeså fantastisk dejligt det er at have børn, ligeså arbejdsomt er det nemlig. Og der vil være ting at skændes om og at skulle blive enige om. Desuden indebærer forældreskab at man bliver klogere på sig selv. For ens egen barndom kommer op til overfladen. På godt og på ondt.

Det ville være skønt, hvis...
Man i vores samfund var bedre til at se livet med børns øjne. For så ville man fx ikke tro, at man kunne få forældre til at arbejde mere. Alle undersøgelser viser, at forældre synes, at de arbejder for meget. Og at det som børn allerhelst vil have er mere tid med deres forældre. Ikke bare såkaldt kvalitetstid, men også kvantitetstid. Altså tid nok. Men den synsvinkel er slet ikke i fokus.