Helle Wiingaard

Om mit arbejdsliv:

Jeg holder allermest af kontinuiteten i mit arbejde. For som praktiserende læge følger jeg familiernes liv og kan altid sige: ”Kom igen, hvis det ikke går i orden”.

Jeg har været praktiserende læge i 28 år, så jeg er efterhånden blevet ’bedstemor’ i min praksis. Jeg kalder det sådan, fordi jeg har fulgt børn fra de var helt små, til de selv er blevet forældre.

Jeg holder også meget af, at jeg selv kan vælge de nicher i min praksis, som jeg godt kan lide at beskæftige mig med. Jeg har for eksempel altid holdt meget af at snakke om opdragelse og familieliv – hvordan snakker og samarbejder man i en familie?

Når det gælder de små børn, så handler mit arbejde ofte om spise- og søvnproblemer og om at turde sige nej. Når det gælder de større børn, så handler det ofte om spiseforstyrrelser, kærestesorger, sexlivsproblemer, angst, graviditet og unge der skærer i sig selv.

Jeg deler min praksis med tre andre, hvoraf de to går helt tilbage til tiden i turnus på hospitalerne. Så også her er hersker kontinuiteten i mit arbejdsliv.

Jeg har lige fra studietiden arbejdet fagpolitisk i Lægeforeningen. Blandt andet som formand i et informationsudvalg, og som medlem af Lægeansvarsudvalget.
Derudover har jeg taget kurser i idrætsmedicin, kognitiv terapi og hypnoterapi, som jeg interesserer mig meget for.
Og så har jeg deltaget i undervisning af yngre og ældre kollegaer.

Endelig har jeg arbejdet i Afrika som ung læge, og de sidste år også i Grønland af to omgange.

Om mit familieliv:

Jeg er gift med en læge, men vi mødtes altså til en fodboldkamp! Vi har to voksne børn. En datter på 30 år, som er psykolog, og en søn på 26 år, som snart bliver færdig som læge. Jeg ville egentlig gerne have haft flere børn, men fik det desværre ikke.

Helt kort om:

Det bedste ved at blive forælder er...
At opleve den kærlighed man kan nære til sine børn. Den er så anderledes end den man kan nære til sin kæreste eller ægtefælle.

Den største overraskelse som forælder er...
At små bitte menneskebørn er individer fra starten. Men at de er så sårbare og nemme at skade. Og at de gør sig så kæmpe umage for at stille andre tilfredse.

Den sværeste udfordring som forælder er...
At slippe dem. At give dem fri. Det er så pinefuldt hele tiden at skulle save et lille stykke af den der navlesnor – men det er nødvendigt. For ellers bliver man ved med at kontrollere sin barn, og det er ikke til at holde ud for nogen af parterne.

Det jeg holder mest af ved familielivet er...
At man aldrig behøver at forstille sig.

Det jeg holder mest af i min hverdag er...
Jeg holder af de fleste ting i mit liv.

Det jeg holder mest af ved mit fag er...
Friheden til at fordybe mig i de områder som jeg selv synes er spændende og udfordrende. Og så en masse gode kollegaer.

Det vigtigste for en god barndom er...
Nogle gode rollemodeller som fortæller, at man er dejlig og elsket. Og som tør at gå ind i konflikter med børn og sætte grænser og bestemme, så det ikke bliver familiens yngste, der ender med ansvaret for alt fra at vælge bil til at vælge middagsmad.

Det vigtigste for et godt forældreskab er...
At forældrene respekterer hinanden og ikke kan spilles ud mod hinanden. Især overfor helt små børn nytter det ikke, at hvis far siger ja til rosiner, så blander mor sig og siger nej. Så må hun lade far give de rosiner og så bagefter snakke med ham om, hvor ofte der skal gives tørret frugt derhjemme. Eller overfor lidt større børn, hvis mor siger kom hjem kl. 9.00, så skal far ikke sige kl. 10.00. Teenagere må derimod godt vide, at mor og far kan være hamrende uenige. Især hvis mor og far kan grine sammen igen bagefter over opvasken. Så lærer de at konflikter findes, men at de kan løses.

Det ville være skønt, hvis...
Der var øremærket barselsorlov til mænd. Det ville ændre familiestrukturen, sådan at kvinder ikke endte med at monopolisere børnene, og så mænd ikke endte med kun at være dem, der duer til en gang fodbold på græsmarken. Hvis fædre var alene med deres børn, mens de var helt små, ville de også lære at læse deres signaler rigtig godt og blive gode til at putte og trøste. Det ville give nogle kompetencer til fremtidig brug. Og det ville også få børnene til at række ud efter deres far såvel som deres mor med lige stor selvfølgelighed.