Lars Uggerhøj

Om mit arbejdsliv:

Jeg er optaget af, hvordan forældre og børn oplever den hjælp til fx opdragelse, bolig, økonomi, lektier eller afvænning, som de bliver tilbudt i det offentlig system. De oplever den nemlig ikke altid i den ånd, som den bliver givet. Derfor er det vigtigt, at forældre og børn bliver spurgt, lyttet til og inddraget undervejs.

Jeg er oprindelig uddannet socialrådgiver. Det blev jeg ansporet til, da jeg fik klasket socialrealisme ind i ansigtet under et ophold i London. Jeg arbejdede i en bus, som var bygget om til en børnehave, og den blev parkeret i forskellige forsømte boligområder. Og her mødte jeg udsatte børn i belastede familier.

Jeg arbejdede i mine første13 arbejdsår i Århus Kommune som sagsbehandler i blandt andet familiesager. Det vil sige med familier, hvor der fx var vold i familien, misbrug, seksuelle overgreb, arbejdsløshed eller mangel på en ordentlig bolig. Jeg var med til at lave en masse udviklingsprojekter i udvalgte lokalområder. En lektieklub, sommerlejr og en lejlighed med aktiviteter for beboere. Vi gjorde allerede dengang meget ud af at spørge beboerne selv, hvad de syntes og ønskede sig. Og jeg opdagede, at det gjorde en stor forskel for deres engagement i tiltagene.

Jeg lavede sammen kollegaer løbende undersøgelser, om vores måde at arbejde på. Det blev til bogen: Lad målet styre midlerne. Og så fik jeg lyst til at gøre mig flere tanker over metoderne i det sociale arbejde. Jeg fik adgang til at tage et årskursus, i dag kaldet en diplomuddannelse, på Den Sociale Højskole i Århus. Her skrev jeg sammen med nogle medstuderende bogen: Forandring fryder og frustrerer.

Jeg fik lyst til at få mere teoretisk perspektiv på mine erfaringer og betragtninger. Så jeg blev ansat til at lave en ph.d. på Ålborg Universitet. Derefter var jeg med til at oprette et nyt forskningscenter, Center for Forskning i Socialt Arbejde. Der var jeg i syv år. Fokus for min forskning var brugernes oplevelse af at modtage hjælp. Det vil sige, hvordan hjælp fra og afhængighed af systemet ofte hænger sammen. Jeg skrev der bogen: Hjælp eller afhængighed.

Derefter blev jeg igen ansat på Ålborg Universitet som lektor og studieleder. Her har jeg blandt skrevet bogen: Det magtfulde møde mellem klient og system. Samt bogen: Magt og forandring i socialt arbejde.

Jeg har desuden holdt foredrag gennem hele mit arbejdsliv. Og så sidder jeg i en masse bestyrelser. Jeg er blandt andet formand i Verdens Børn. En forening der arbejder for dialogisk integration.

Om mit familieliv:

Jeg er sådan en typisk 60’er. Jeg bor alene. Jeg har en kæreste. Jeg har fire børn, hvoraf jeg er biologisk far til én. De er alle lige meget mine børn. De er kommet til fra to forskellige tidligere parforhold.
Jeg elsker at spille teater og musik. Jeg har altid optrådt og lavet gøgl i min fritid. Jeg er med i en fast gruppe, Århus Revysterne. Her får jeg luft for alle de alvorlige ting, som jeg arbejder med i min hverdag.

Helt kort om:

Det bedste ved at blive forælder er...
En kærlighed der sætter sig fast i sjæl, legeme og hjerte.

Den største overraskelse som forælder er...
At man virkelig overlever det. At det lykkes at komme ud på den anden side. Nu hvor jeg er på afstand af at have små børn, så fatter jeg ikke, hvordan de der småbørnsforældre klarer det: De afbrudte nætter, hele tiden at være på med kærlighed, opmærksomhed og praktiske ting, og at få parforholdet til at fungere samtidig. For alt det sætter sig både fysisk og psykisk. Og det kommer bag på mange, hvor hårdt det er for parforholdet.

Den sværeste udfordring som forælder er...
På en gang at sætte grænser og give frihed. Ikke kun for børnene men også for én selv. For ligeså vigtigt det er at være der for børnene, er det også at have tid til sig selv.

Det jeg holder mest af ved familielivet er...
Det genkendelige, trygheden og tilhørsforholdet til andre mennesker igennem et helt liv. I mit tilfælde dog til forskellige kvinder, hvilket har givet mig en blandet familie med børn og bonusbørn. Men selvom de voksnes parforhold går i stykker, så bevares de livslange tilhørsforhold til børnene jo alligevel. I hvert fald hvis man har knyttet sig til hinanden, og hvis man som voksen holder fast. Så varer tilhørsforholdet ved, uanset om det er biologiske børn eller ej.

Det jeg holder mest af i min hverdag er...
Modsætninger. De er en stor drivkraft for mig. Jeg kan lide at skifte mellem fx: Ro og larm. Tvivl og sikkerhed. Hvile og tempo. Eller naren i mit fritidsliv med teatret og kloge Åge i mit arbejdsliv.

Det jeg holder mest af ved mit fag er...
At der både er ting, som jeg skal handle hurtigt på. Og ting som jeg skal studere og fordybe mig i.

Det vigtigste for en god barndom er...
Tryghed, kærlighed og udfordringer. Det må ikke kun blive pusse-nusse og hønemor.

Det vigtigste for et godt forældreskab er...
Det samme.

Det ville være skønt, hvis...
Vi som voksne var interesserede i det, som er anderledes. Når nogle siger, at vores børn ligner os, så er det ikke kun fysisk men også psykisk og socialt. Så hvis vi har mistro til alt anderledes end os selv, så får vores børn det på samme måde, når de vælger kammerater og ægtefæller. Og med anderledes tænker jeg ikke kun på etniske minoriteter. Jeg tænker på alt, som ikke følger den lige og mest betrådte vej. Der er brug for det anderledes.