Trine Winkel

Om mit arbejdsliv:

Jeg kan lide at arbejde med børn, fordi de er åbne, tydelige og giver umiddelbar respons. Og så sker forandringen foran øjnene på en, hvis det lykkes at gribe fat på den rigtige måde. Jeg kan lide, at det er så håndgribeligt.

Allerede da jeg valgte at uddanne mig til fysioterapeut, vidste jeg, at jeg ville arbejde med børn. Det var egentlig ikke noget, som fyldte meget af uddannelsen, men jeg forfulgte det, der var at hente om børn. Heldigvis kom der nye tanker om behandling af børn til i lige de år. Blandt andet trille-krybe-kravle konceptet. Og endnu vigtigere tanker om sanseintegration.

Sanseintegration går ud på at finde ud af, hvor børn er i deres udvikling ved at se på, hvordan de reagerer på påvirkninger fra alle deres sanser: Føle-, bevægelses-, syns-, høre-, lugte- og smagssansen. Altså at se på modningen af deres sanseapperat i stedet for at se på de klassiske udviklingstrin i børns motoriske udvikling. Og så forsøge at rette op der, hvor de halter bagud ved at stimulere deres sanser. Jeg sugede til mig.

Jeg har arbejdet med sanseintegration lige siden. Først som fysioterapeut på en institution for handikappede. Så fulgte et år i Grønland som distriksfysioterapeut, hvor jeg arbejdede med hele bredden af min faglighed. Dernæst som fysioterapeut i specialbørnehaver og i basisgrupper i almindelige børnehaver. Og derefter som konsulent i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Her undersøgte jeg børn i alderen 0-6 år, trænede med dem, samarbejdede med pædagogerne og øvrige instanser og vejledte forældrene. Det var jeg vild med. Jeg kan lide at se på muligheder frem for på begrænsninger. Og jeg holder meget af at kunne give forældre redskaber til at kunne hjælpe deres børn.

Det kan fx være, hvis et spædbarn på fem måneder er for spændt i musklerne i den ene side af kroppen og har nogle reflekser, som ikke bør være der, så kan det være tegn på enten en skade i nervesystemet eller sen modning af sanseapperatet. Uanset hvad der er tilfældet, kan jeg give nogle konkrete redskaber til forældrene, som de med det samme kan gå hjem og bruge. Fx give dem forslag til gode sansestimulerende lege, som de kan lege med deres barn. Eller vejledning i ikke kun at give bryst eller flaske fra den ene side, at sørge for at vende barnet i sengen og at være opmærksomme på at kontakte det fra begge sider.

Nu arbejder jeg mindre med behandling og mere med udredning, forebyggelse og tværfaglig indsat overfor børn med udviklingsforstyrrelser og handikap. Med årene er min stilling i Lyngby-Taarbæk Kommune blevet stadig mere overordnet. Jeg er derfor ved at tage en diplomuddannelse i projektstyring og organisationsudvikling på Kompetencecenter for Ledelse, Evaluering og Organisation (KLEO).

Jeg har desuden undervist både kollegaer, pædagoger og forældre på uddannelsessteder, konferencer og ude i de enkelte institutioner.

Om mit familieliv:

Jeg bor sammen med min kæreste gennem 15 år. Sammen har vi to børn på henholdsvis 14 år og 7 år. Derudover har min kæreste et voksent bonusbarn fra et tidligere forhold. Mine børn og mit arbejde fylder utrolig meget i mit liv. Så jeg går hverken til patchwork, aerobic eller dyrker andre hobbys. Men jeg holder af at være udenfor. Så vi har cyklet og camperet en del. Nu er vi dog blevet mere magelige og tager bilen på ferie, da vi nyder den mulighed for spontanitet en bilferie giver. Vi bruger også byen og naturen i omegnen meget. Det kommer helt naturligt, fordi vi bor i en lejlighed som i mange år har været alt for lille. Så vi er en familie i bevægelse.

Helt kort om:

Det bedste ved at blive forælder er...
At man bliver en familie. At man bliver noget stabilt og trygt, men samtidig dynamisk. At man kommer i en levende proces i en tryg ramme. At man oplever så meget nærvær.

Den største overraskelse som forælder er...
Jeg synes ikke, at jeg har stået med ryggen mod muren på noget tidspunkt. Men jeg gjorde mig ikke de store tanker med hensyn til at skulle have børn. De kom bare, da det faldt bare meget naturligt. Men hverdagen er selvfølgelig fuld af små overraskelser.

Den sværeste udfordring som forælder er...
At tie stille og i stedet prøve at forstå, når ens teenagebarn afprøvende stikker tåen over på den forkerte side af hegnet. Og at stole på, at ens teenagebarn så trækker tåen til sig igen. Og at finde stunder til at få snakket med hinanden som forældre, når børnene er lige så længe oppe om aftenen, som de voksne. Det er lettere, når de er små. Udfordringerne er som regel mere håndgribelige. Fx at de er syge og skal passes.

Det jeg holder mest af ved familielivet er...
Dynamikken i min familie. Vi er meget forskellige hjemme hos os, men vi har det hyggeligt og sjovt. Vi trives.

Det jeg holder mest af i min hverdag er...
At man ser tingene fungere rundt omkring sig. At stå i køkkenet og grine, fordi ens yngste barn siger noget sjovt. At følge med i ens ældste barns udvikling fra barn til voksen. Og der hvor vi er nu: At man får tiden til at gå lidt ud sammen som kærester tilbage i takt med, at ens børn bliver større.

Det jeg holder mest af ved mit fag er...
Helt klart den faglige udfordring i at forstå mere og mere, og så elsker jeg at formidle min viden. Jeg elsker også, at jeg har trådt mine barnesko, at jeg har så meget praktisk erfaring, at jeg kan være med til at tænke tanker og se større perspektiver.

Det vigtigste for en god barndom er...
Rummelighed. At være prioriteret, men som en del af et hele. Jeg synes ikke om, når børn bliver sat op på en piedestal, som forældrene fiser rundt om. Børn skal være en integreret del af en selv, netværket og omgivelserne. Men forældre skal også være bevidste om, at de har børn og forsøge at tilgodese alles behov.

Det vigtigste for et godt forældreskab er...
Evnen til at være nærværende.

Det ville være skønt, hvis...
Man altid var i stand til at være nærværende.