Kære Bente.
Jeg skriver til dig for at høre din mening om nogle problemer vi har i min familie. Derfor først kort om os.
Jeg bor sammen med min kæreste, mine to drenge på 4 og 2 og hans to børn på 11 og 13. Børnene er her på halv tid. Vi har boet sammen i et halvt år.
Problemet er min ældste søn - eller rettere, at min kæreste og hans børn har store problemer med, at han har let til at bryde ud i gråd og ofte over meget små ting.
Det stresser dem utrolig meget ,og ifølge min kæreste styrer det hele vores (deres) dag, fordi de aldrig ved hvornår han nu igen begynder at græde, så de føler at de skal gå på listefødder og "please" ham. Det sker ca. 5-10 gange dagligt, hvor han så græder kortvarigt indtil vi har sagt "pyt med det" hvis det er over en bagatel, eller jeg har trøstet ham.
Problemerne som jeg ser det er flere. Dels er det jo et problem at familien føler sig så styrede af min søns adfærd. Derudover er jeg utrolig frustreret over, at min kæreste og jeg ikke er enige om, hvordan vi skal takle det - jeg insisterer på at trøste mit barn, når han er ked af det og tror, at hans gråd mere skyldes en tristhed, at det er svært for ham at "være" i den nye familie, at han føler sig udenfor eller på anden måde har en svær tilværelse, bla. som følge af at have oplevet tidligt, at mor og far gik fra hinanden, (hvilket han altid har reflekteret meget over, selvom han endnu ikke var 2½, da det skete), end det egentlig handler om de småting gråden i situationen handler om.
Min kæreste derimod mener, at det er mig og mit barns far, der ved at "give ham det han vil have", fastholder ham i at være en primadonna, der får lov at styre det hele, så fra hans side falder der oftere skæld ud af end trøst. Dette skærer mig i hjertet, fordi jeg ikke mener at min søn selv har det godt med, at han ikke kan lade være med at græde. Når jeg er alene med mine drenge udviser han ikke den samme sårbarhed, men jeg synes bestemt heller ikke, at han styrer det hele, eller overhovedet prøver på det.
Sidst men ikke mindst er jeg bekymret for mit barn, og hvordan han trives. Hvis min teori om at han har det svært er rigtig, er det bare ikke til at holde ud at tænke på, at jeg pålægger ham at leve sammen med min kæreste og hans børn, som ikke kan lide ham. Jeg har direkte spurgt min kæreste om han overhovedet ikke kan få øje på alt det dejlige min søn også er - men det overskygges åbenbart af den frygt for at komme til at få ham til at græde ved at sætte den "forkerte" tallerken på bordet.
Det skal siges, at gråden også er blevet arbejdet med i børnehaven, hvor de på et tidspunkt begyndte at bede ham gå fra bordet og græde færdig, hvis han fx græd under frokosten, og det forstyrrede meget.
Den metode har vi også brugt herhjemme, men den virker klart bedst, hvis det er mig der tager mig af det - er det min kæreste, er det som om min søn bliver meget mere ramt og løber skamfuld af sted. Jeg tror jo, at det er fordi han godt kan mærke, at min kæreste ikke bryder sig meget om ham.
Ud over det er han en nysgerrig, lærelysten dreng, smed sut og ble før han var 3, tager selv 100% tøj af og på, er god til både at lege selv og med andre børn, har en livlig fantasi osv., så udover gråden, er han en sund dreng der trives, mener jeg.
Jeg håber meget du har et godt råd til, hvordan vi kan bryde den onde cirkel og blive glade sammen alle 6.
/Mor35.
Læs svaret