Hej,
Er mor til en pige på 9 mdr. Vi har en konflikt med mine forældre, som vi opfatter som lidt dominerende og ikke lydhøre over for vores behov.
Efter fødslen gav vi udtryk for, vi gerne ville bruge titlen mormor/morfar og ikke bedstemor/far, som de gør til deres andre børnebørn. Først virkede det til det var ok, men så blev de ved m at spørge, om de måtte hedde bedsteforældre, ud fra begrundelsen de ikke ville kunne huske det (og de er på ingen måde demente!).
Vi synes bare, det er en grim og gammeldags titel og holdt fast i det andet. Efterhånden har de accepteret det, da de fandt ud af, det faktisk betød noget for os, og faktisk ikke så meget for dem, bort set fra nemheden.
Min mand blev så sur for 2 måneder siden, fordi min far sagde forkert og ikke rettede sig selv. Min mand var så overbevist om, at det var fordi han stadig ikke gad hedde morfar. Men det er så efterhånden bedre.
Nu i weekenden, min fødselsdag, spurgte de, om de måtte komme. Vi sagde ja, men bad om at det blev et endagsbesøg, da vi synes det er lidt overvældende, når de er her flere dage. Det blev de åbenbart meget fornærmede over, og vi har ikke set dem eller hørt fra dem siden!
Spørgsmålet er egentlig, om det er i orden at vi stiller krav og siger fra? Vi synes generelt, at de er lidt dominerende, sådan at forstå at de har en mening, og er man uening kan man mærke, at de ligesom synes, at så er man da også lidt dum - det er jo SÅ fornuftigt det de synes! Både mht vores fliser og farven på væggen og de større ting i livet. (vi er begge i 30erne og altså ikke helt unge og uerfarne :-)) De bor i jylland, og vi på fyn, så det er jo ikke så tit vi ses.
Min mands forældre bor lige om hjørnet, lige som 2 af min mands søskende. Men de er den type, som aldrig blander sig! De er kommet på uanmeldt besøg 2 gange på 3 år - det fungerer sådan, at vi dropper forbi hos dem til en kop kaffe, og er altid velkomne, aldrig omvendt - er vi bare forvænte med dette nemme forhold?
Min mand er af den holdning, at nu vi selv er en lille familie, må det være nok med endagsbesøg, både her og hos mine forældre. Egentlig har jeg det fint m det, men er typen som aldrig før har sagt fra og har aldrig lavet det store teenageoprør - måske er det det der mangler? Håber du forstår mit dilemma, er da ked af at skændes med mine forældre, men føler også at jeg bliver nødt til at stå 100 % sammen m min mand, det er jo vores lille familie, der skal fungere i det daglige.
Mvh
/Bhp
Læs svaret