Hej
Jeg har en lille søn på ni måneder. Indtil for godt og vel en måned siden var han mægtig glad for mad - fast føde var bare sagen - og han spiste stort set alt, hvad vi tilbød ham. Han har været på erstatning det meste af sit liv, men han drak mindre og mindre, indtil jeg havde bestemt mig for at trappe langsomt ned, når han fyldte ni måneder.
Men så begyndte han at syntes mindre godt om sine rugbrødsmadder til frokost, og vi har nu nået det punkt, hvor han stort set ikke vil spise noget fast føde ved frokostid. Lidt mos på søde kartofler kan jeg somme tider få i ham. Men ikke meget. Tilgengæld drikker han ivrigt løs af de sutteflasker, som jeg tilbyder, men som ikke mætter ham nær så længe. Aftensmaden, som består af noget nær det samme, som vi andre får, er han knapt så afvisende overfor, men det svinger dog meget. Morgenmaden (havregrød) er stadig for det meste ok for ham, men selv den bliver til tider afvist. Han sover fint - mellem 10 og 11 timer om natten, hvis han har spist noget aftenen før - så han er alt andet lige sulten om morgenen.
Jeg ved ikke, hvad der er sket, siden han pludselig ikke vil have sin frokost. Hvis han ikke var sulten, ville han vel ikke røre sin flaske? Jeg har en historie med en fødselsdepresion, efter hans fødsel, og der skal ikke meget til, før jeg bliver usikker på, om jeg har gjort noget forkert. Det slår mig derfor temmelig hårdt, når han ikke spiser, og vores spise-seancer er efterhånden noget, som jeg frygter. Han bliver gal, jeg bliver vred og ked af det, og har bagefter svært ved at relatere mig til ham. Jeg gør mit bedste for at bekæmpe det, men jeg er sikker på, at han mærker det, for han er meget pirlig og ked af det bagefter. For at gøre ondt værre, så kan andre godt få ham til at spise sin mad - min svigermor, for eksempel. Hvilket blot bekræfter mig i, at det er mig, som gør et eller andet galt, tilbyder ham noget forkert, osv.
Der er ingen tvivl om, at det kun gør ondt værre at blive vred på ham, men jeg har efterhånden ikke flere ideer til, hvad jeg skal gøre for at ændre på sagen andet end at gå tilbage til baby-stadiet med flasker, tynd grød, frugtgrød osv, og jeg har nu som sagt udviklet en decideret gru for vores spisetider. Varm mad er ikke en mulighed i det liv, som vi som familie kommer til at leve, når min barsel er færdig, og jeg er også meget imod at skulle til at lave særkost til ham. Vi var så fint på vej, og jeg er nu meget nervøs for, at vi ender op med et kræsent barn.
Har I nogle ideer om, hvorfor min søn ligepludselig ikke vil spise rugbrød, og hvad vi kan gøre? Er det en fase, han er i, eller er det noget potentielt længerevarende, som vi aktivt kommer til at gøre noget ved?
På forhånd tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
/Charlotte
Læs svaret