Kære Bente
Jeg håber jeg skriver til den rigtige her.
Jeg har en søn på 2½ år. Vi har altid haft store problemer, når der skal spises. Han spiser nok, det er ikke det, det er mere det hvordan maden kommer ind i munden. Han spiser rigtig grimt og har aldrig lært at bruge ske og gaffel, selvom vi har forsøgt rigtig meget, og der altid ligger gaffel eller ske på/ved hans tallerken.
Det er ligegyldigt hvad vi får, så ender det i håret, i ørerne, på tøjet. Det bliver smurt ind i stolen og smidt på gulvet. Den sidste ting er han dog blevet bedre til, det sker ikke så ofte længere. Nu er det mere sjovt at smide maden (eller gaflen) efter dem der sidder ved bordet!
Han er normalt meget sulten, når vi når til aftensmaden, og de første fem minutter går det fint med at koncentrere sig. Han ved godt, man får det bedre i maven, når man er sulten og får noget at spise. Men så går det galt og det ovenstående sker hver gang. Værst er når gaflen ryger i hovedet på mig eller hans far! Så bliver der sagt NEJ og han får ikke gaflen igen. Når han smider med maden, bliver tallerknen taget væk fra ham og vi siger; Jonas er færdig, tak for mad, men lader ham sidde så han forstår vi godt vil hans selskab, men ikke den flyvende mad.
Spørger han efter mere mad får han én chance til og så slut.
At drikke af kop selv er en by i Rusland for ham. Koppen ryger hen af bordet, og det er en kamp der er opgivet for længst. Han kan godt tage koppen op til munden og drikke selv, men når den skal stilles igen, smider han den. Vi hjælper ham til at drikke og bruger ofte sugerør, da der kommer mere ned når vi gør det.
Det skal lige siges at Jonas altid har haft vanskeligheder ved at holde i ting og spise ting, der er hårde. Derfor spiser vi ofte ”blødt aftensmad” som lasagne, spagetti, boller i karry, æggekage, skipperlabskovs osv. Han har aldrig holdt på en bolle, gulerod eller et stykke knækbrød og spist det lige så stille. Det har aldrig lykkes os at få ham til det, det blev smidt lige så snart han fik det i hånden, også fra helt lille da vi ville lære ham det.
Det skal også lige siges, at Jonas er langsom i sin udvikling og går i specialdagpleje. Han har gået til kontrol på børneambulatoriet, siden han var 1 år, da han hverken startede med at kravle eller gå. I dag går han, men er stiv i det og går usikkert. Han har talevanskeligheder og har et meget sparsomt sprog. Vi prøver at forberede os på næste konsultation på børneambulatoriet, hvor det skal vurderes om Jonas skal udredes for infantil autisme. Pga. hans motoriske vanskeligheder er han blevet tildelt en fysioterapeut, som mener Jonas lider af taktil skyhed omkring hænder fødder og mund, hvilket giver mening når jeg tænker på alle de problemer, han har haft med at spise, holde i ting, gå osv.
Man kan måske mene, at det at spise pænt er vores mindste problem, men det synes jeg faktisk ikke det er. Det er noget vi har kæmpet med længe og vil efterhånden gerne være fri for at risikere at få en gaffel, eller en kop fyldt med vand i hovedet, når vi spiser. Og ikke mindst have Jonas med i byen uden at frygte, der kommer tomatsovs på gulvtæppet! Og vi synes jo han er gammel nok til at spise pænt, det kan vi jo se på hans jævnaldrene, at det kan de godt.
Jeg siger ikke jeg forventer der ikke ryger noget overbord, eller der bliver spildt lidt, det skal bare ikke være med fuldt overlæg. Det kunne også være rigtig dejligt at lade Jonas tage lidt over selv i en spisesituation, da vi har lille Casper på 3 måneder som jo skal have opmærksomhed – også når vi skal spise. Efterlader vi Jonas ved bordet kan vi være sikre på maden er røget på gulvet.
I en periode af 3 uger (i sommerferien) gik det bare så godt med at drikke selv og spise med gaffel, og vi troede vores kvaler var slut, men han begyndte meget hurtigt at gå tilbage i samme spor, desværre.
Kan du hjælpe mig?
/Jette.
Læs svaret