Tema om Mad
Kategori
Hyldeblomstsaft - lav den selv
Det er sjovt at gå på jagt i naturens egen have. Hyldeblomstsaft smager af sol og sommer. Her får du opskriften på, hvordan du går frem.
Du skal bruge:
30 klaser hyldeblomster
2 kg sukker (hvis du bruger en mørk sukkerart med smag, så gør det selvfølgelig saften mere mørk og giver sukkerets smag til saften)
2 usprøjtede citroner
60 gram citronsyre
1 1/2 liter kogende vand
Sådan gør du
Se klaserne efter for urenheder og smådyr. Måske er det nok at ryste dem. Når du behandler dem (fx skyller dem under vandhanen), fjerner du nogle af de aromatiske stoffer i blomsterne. Skær citronerne i tynde skiver.
Put alle klaserne og de skivede hele citroner i en skål eller gryde med låg. Den skal kunne være i køleskabet. Hæld 1 1/2 liter kogende vand over blomster/citroner. Tilføj sukker og citronsyre. Hvis du ikke vil have saften så sur, kan du tilsætte mindre citronsyre, end der står i opskriften. Rør rundt i blandingen og stil den med låg på i køleskabet. Her skal blandingen stå i 5 døgn. Det er godt at røre i blandingen en gang i døgnet. Efter de 5 dage sies blandingen. Du kan komme saften på nyskoldede flasker og lukke dem godt til. Du kan også hælde blandingen i fryseposer i portionsstørrelser, du synes er passende. Ind i fryseren med dem, efter du har sat datomærkning på. Nu har du dejlig sommersaft, så længe lageret rækker.
God fornøjelse.
Skrevet af:
Else Guldager Sundhedsplejerske PhD
Sidst ændret:
04-06-2010