Sprøde hyldeblomster i pandekagedej
Hyldeblomster kan dyppes i pandekagedej, steges i fedtstof og drysses med flormelis. Mums...
Hvad skal du bruge?
Et antal hyldeblomstskærme med en god stilk på - stilken bliver "håndtag", når du steger, og til at holde i, når I smovser i de lækre, sprøde blomster.
Pandekagedej (se opskriften).
Fedtstof til at stege i (fx planteolie)
Flormelis til drys.
Pandekagedej til 4 personer:
3 dl mælk
3 hele æg
75 gram fedtstof
80 gram hvedemel
1 spk. sukker
En smule salt
Sådan gør du:
Bland mel, sukker og salt.
Pisk mælken i - start med en lille smule ad gangen. Det må IKKE klumpe. Du kan evt. bruge en håndmixer.
Tilføj fedtstoffet.
Pisk indholdet af de tre æg i dejen.
Stegning:
Tag dine hyldeblomstskærme og se dem efter for smådyr og snavs. Det er ofte nok at ryste dem. Jo mindre du gør, des bedre bevarer hyldeblomsterne smag og aroma. Og du skal jo stege dem lige om lidt.
Varm en pande og kom godt med fedtstof på. Stegepanden skal være så stor, at der er plads til en del blomsterskærme på den. Hold fast i stængelen på den enkelte blomsterskærm. Dyp blomsterskærmen i den færdige pandekagedej, og placér den i det varme fedtstof på stegepanden. Det ligner nærmest klatkager med håndtag på. Det skal syde omkring dem. Når de er godt brune, så er de færdige. Lad dem køle lidt af, mens de ligger på siden, placeret på et fedtsugende underlag. Server dem overdrysset med flormelis. Du kan eventuelt give frugt til fx jordbær, blåbær eller hindbær.
God appetit.